Spring til indhold

Pyramiden

Bæredygtig tankegang

I skønne og helt uforstyrrede omgivelser øst for Terndrup er denne helt unikke familiebolig beliggende. Med skoven i ryggen har boligen en helt fantastisk udsigt over den smukke natur – mod nord, øst og syd findes en blanding af fredskov og plantage, mod sydvest er der en uforstyrret og langstrakt udsigt til marker og en slugt.

Bygherre har selv designet boligen i et grundigt forarbejde og en visuel og bæredygtig tankegang. Omgivelserne og udsigtsforholdene har dannet grundlaget for både placering og udformning af boligen. Grundtanken har været at skabe et byggeri, som tilgodeser de fantastiske omgivelser ved at passe ind i landskabet og naturen og ved konstant at have fokus på udsigten fra boligen til disse omgivelser.

Den pyramidalske form toner frem i byggeriets statiske form, som udspringer af fire skråtstillede stålben, der begrønnes med stedsegrøn efeu. Boligarealet fordeler sig på tre etager, som trapper opad. Den øverste etage består af et enkelt rum, hvorfra man kan opleve dagslyset skifte fra solopgang til solnedgang sammen med et fantastisk 360° udsigtsvue.

Facaderne udgøres af store glaspartier, der sikrer utrolige udkig samt dagslysforhold og -oplevelser i boligen, samt træbeklædning i form af kalmarbrædder fra grundens egne træer. Med stort fokus på at sikre et optimeret indeklima og et bæredygtigt byggeri er der taget kreative og nytænkende løsninger i brug.

BK NORD har i tæt samarbejde og dialog med bygherre udført myndighedsbehandling, projektering, energiberegning, ingeniørberegninger i Konstruktionsklasse 2, udbudsmateriale samt kontrahering, og byggetilsyn på projektet.

Stålkonstruktionerne er custommade og har været bygherreleverance, men der har været en tæt dialog imellem BK NORD og stålproducenten ifm. produktion og optimering. Bl.a. har en meget detaljeret 3D model været omdrejningspunkt for mængdeudtag, og optimering af processerne, samt for at spare tid på byggepladsen ved at klargøre mere i produktionen.

Projektet er udbudt i fagentrepriser og hver faggruppe er nøjsomt udvalgt, for at sikre god og løsningsorienteret dialog imellem byggeriets parter.
Det store og unikke projekt har udfordret alle involverede parter, men udfordringerne er blevet mødt af løsningsorienterede parter og er i samarbejde blevet løst med det optimale resultat for øje.